Gigt / Leddegigt

Diagnosen leddegigt er ofte vanskelig at stille i den tidlige fase af sygdommen. Der findes ikke et enkelt symptom eller en enkelt undersøgelsesmetode, som afklarer diagnosen leddegigt med sikkerhed.
Diagnosen stilles på baggrund af en grundig gennemgang af sygehistorien, en klinisk undersøgelse, blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser så som røntgen, eventuelt ultralydsscanning eller MR-scanning.

Syv kendetegn bruges til at stille diagnosen leddegigt. Hvis fire eller flere af nedenstående kendetegn har været tilstede i minimum 6 uger, bør du undersøges for leddegigt hos en speciallæge i reumatologi.

• Morgenstivhed af mindst 1 times varighed i mindst 6 uger
• Hævelse af mindst tre led i mere end 6 uger
• Hævelse af håndled eller fingrenes grund eller mellemled
• Symmetrisk ledhævelse fx hævelse af samme led på henholdsvis højre og venstre side.
• Forekomst af gigtknuder
• Forekomst af gigtfaktorer i blodet. Forekomst af anti-CCP tillægges også betydning.
• Forekomst af typiske forandringer på røntgenbilleder

Det er vigtigt at få stillet en diagnose så tidligt som muligt og tillige at sætte tidligt ind med sygdomskontrollerende medicinsk behandling for at bremse udviklingen af varige ledskader. Sygdommen er karakteriseret ved ledhævelser og ledsmerter, morgenstivhed og almen sygdomsfølelse i form af træthed evt. feber og vægttab ved aktiv sygdom.
Gigtknuder ses hos ca. 20-35% af patienterne og kommer ofte først sent i sygdomsforløbet. Gigtknuderne ses som små lokale hævelser under huden og skyldes lokale reaktioner i bindevævet. Gigtknuderne kan fx optræde ved finger knoerne og albuer, men kan også udvikle sig i hjerte og lunger.
Blandt de mere sjældne symptomer er lungehindebetændelse, sårdannelse i huden og i de små kar, påvirkning af perifere (yderligt liggende) nervebaner og øjne.
Ved sygdomsaktivitet ses ofte en lav blodprocenten og forhøjelse af blodsænkningen, samt de akutte faseproteiner som fx C-reaktivt protein (CRP) i blodet.
Sygdommen kan imidlertid også være aktiv med ledhævelse og ledømhed, uden at det kan spores i blodprøverne. Tilsvarende kan nedsat bevægelighed og smerter forekomme, når leddene bruges, uden det betyder, at sygdommen er aktiv. Dette ses fx hvor ledbrusk og knogle tidligere er blevet beskadiget.

Behandling og opfølgning på leddegigt er en specialistopgave. En optimal behandling af leddegigt kræver tidlig diagnose og tidlig indsats med aggressiv og sygdomsmodificerende medicinsk behandling for at mindske sandsynligheden for varige ledskader.

De sygdomsmodificerende behandlinger til leddegigt kan deles op i tre kategorier:
• Traditionelle sygdomsmodificerende lægemidler (DMARDs)
• Binyrebarkhormon
• Biologiske lægemidler

Fælles for alle behandlingstyper er, at de skal være afprøvet i minimum tre måneder, før gigtlægen kan vurdere, om behandlingen virker eller ej. I den forbindelse skal du være klar over, at det kan være nødvendigt at ændre dosis undervejs. Derudover suppleres behandlingen ofte med smertestillende medicin og NSAID.

Generelt skønnes det, at den valgte behandling med DMARDs har god effekt hos op mod 80% af alle med leddegigt. For de resterende patienter, må der overvejes biologisk behandling.
Der er stor forskel på, hvor godt og hurtigt den enkelte medicin virker hos den enkelte person. For at opdage mulige bivirkninger og undgå komplikationer, er det vigtigt, at du løbende går til kontrol hos din gigtlæge (reumatolog). Kontrolbesøgene afhænger af, hvordan din sygdom udvikler sig, og hvordan du reagerer på din behandling.
Ud over medicinsk behandling er rådgivning om fysisk træning samt instruktion i, hvordan du aflaster dine led, håndterer din sygdom og anvender forskellige hjælpemidler vigtig for at opnå et godt liv med sygdommen. Operationer, hvor man erstatter dele af ødelagte led, kan også være nødvendige.
Du kan finde yderligere information om de forskellige behandlinger på www.gigtmedicin.dk og www.medicin.dk. Leddegigt kan ikke med nuværende behandlingsmetoder kureres. Med andre ord, følger sygdommen en hele livet med vekslende gode og dårlige perioder. Man kan ikke forudsige forløbet hos det enkelte menneske. Nogle kan have et meget mildt forløb, men sygdommen kan også forværres gradvist med årene. Enkelte mennesker oplever, at deres leddegigt så at sige brænder ud, og at de derefter kan leve et normalt liv, men hos langt de fleste kræver sygdommen medicinsk behandling livslangt for at sygdommen kan holde sig i ro.
Forskning har vist, at skaden på brusk og knogler allerede begynder i løbet af det første år af sygdomsforløbet. Derfor er det afgørende, at blive henvist til speciallæge, hvis der er begrundet mistanke om leddegigt. En tidlig diagnose og behandling er vigtig for at opnå sygdomskontrol og derved bremse for en yderligere sygdomsudvikling med varige ledskader.
I forhold til arbejdsmarkedet har de mange nye fremskridt inden for medicinsk behandling medført at mange med leddegigt i modsætning til tidligere fortsætter med at arbejde og være aktiv og fær-re og færre får invaliderende ledskader.