Karpaltunnelsyndrom / snurren i fingrene (kikkertoperation)
Karpal tunnel syndrom” er betegnelsen for en tilstand, hvor en af de følenerver, som går til fingrene, bliver irriteret, og derved giver anledning til snurrende smerter ud i hånden.
Nerven hedder ”nervus medianus”, og den giver følesans til tommelfinger, pegefinger, langfinger samt halvdelen af ringfinger.
Oftest er de 3½ fingre påvirkede, men af og til kun nogle af fingrene.
ÅRSAG
Nerven påvirkes, hvor den passerer fra underarmen ud på hånden. Lige ud for håndleddet ligger nerven sammen med en række sener til fingrene i en ”tunnel”, hvor der på den ene side er håndrodsknogler og på den anden et tykt og fast bindevævstrøg.
Af forskellige årsager kan der komme irritation af senerne og deres hinder således, at pladsen bliver for trangt i tunnelen. Da nerver er meget sarte, bliver det dem, som først giver symptomer.
Sene-irritationen skyldes ofte et arbejde, som belaster hænderne meget ved mange gentagne bevægelser. Altså en slags senebetændelse.
På en eller anden måde har hormonelle forhold også indflydelse. Derfor er symptomerne hyppigst hos kvinder.
Forundersøgelse

Symptomerne er oftest meget karakteriske med periodevis snurrende smerter ud i de fire fingre. Ofte meget generende om natten, hvor det kan hjælpe at lade hånden hænge udenfor sengen.
Ved undersøgelse af hånden kan man ofte fremkalde de snurrende smerter ved at banke over nerven eller ved at bøje håndleddet.
Er der den mindste tvivl om diagnosen skal du have foretaget en ENG (elektroneurografi) som undersøger nervens funktion ud i arm og hånd. Det kan med sikkerhed aflæses, om nerven er afklemt og påvirket ved håndleddet.
Det kræver ingen speciel forberedelse at blive undersøgt med en ENG. Du skal blot møde op nyvasket og uden creme på huden omkring underarm/hånd.
Selve undersøgelsen kan vare fra 20-60 min og starter med at du får klæbet elektroder på huden.
Svage strømstød stimulerer nerven og det efterfølgende muskelsvar registreres. Strømstødene kan for nogen føles ubehagelige men er absolut ufarlige og giver ingen gener efterfølgende.
Når resultatet af undersøgelsen er bearbejdet, vil du få svar fra den speciellæge, der har henvist dig til undersøgelsen.
Forventninger og muligheder
Formålet med operationen er selvfølgelig, at få de snurrende smerter til at forsvinde. Det opnås også i de fleste tilfælde.
Har symptomerne været tilstede i flere år kan der være sket forandringer i nerven således, at nervens funktion ikke kan normaliseres igen.
Jo længere tid man har haft symptomer, og jo sværere de har været, des længere kan det tage før, forholdene bliver helt normale.
Behandlingen
Man skal altid være opmærksom på, om man kan finde årsagen til problemet. Man kan muligvis ændre noget omkring ens arbejde: hjælpemidler, arbejdsstilling, jobskift etc..
Man finder også eksempler på, at symptomerne svinder uden behandling. Derfor bør man i starten være lidt tålmodigt inden, man skrider til operation.
Hvis symptomerne har stået på i over 3 måneder er det på tide at foretage operation.
Ved kikkertoperation foretages en lille åbning af huden lige oven for håndleddet. Herfra kan kikkerten indføres i karpaltunnelen, og det kraftige ledbånd skæres igennem via kikkerten. Herved undgår man den lidt større åbning af huden hen over selve ledbåndet.
Da såret er mindre og ikke ligger inde i selve håndfladen kan man oftest begynde at bruge hånden lidt tidligere end efter almindelig åben operation, men slutresultatet bliver det samme.
Operation med kikkertteknik kan ikke altid gennemføres. F.eks. kan metoden ikke anvendes, hvis der tidligere har været knoglebrud i håndleddet eller hvis man tidligere er blevet opereret for karpaltunnelsyndrom.
I enkelte tilfælde er karpaltunnelen så snæver, at operation ved kikkertteknik ikke kan lade sig gøre, hvorfor det under operationen kan være nødvendigt at skifte til den åbne teknik.
De første dage
Efter operationen lægges lille forbinding over såret for at beskytte det. Man skal straks lave rolige bevægelser af fingrene, og man må stille og roligt bruge hånden til småting.
Ugerne efter operationen
Stingene fjernes efter 12-14 dage, og såret vil derpå være lægt helt efter yderligere 1 uge.
Ved lettere arbejde, kontor og lign., skal man regne med 1-2 ugers sygemelding. Ved tungt manuelt arbejde ofte 3-4 ugers sygemelding.
Ricisi og komplikationer
Der er sjældent komplikationer til operationen.
Betændelse kan ikke helt udelukkes, men sker det, giver det ikke de store problemer.
Nogle små nervegrene kan beskadiges. Især er der risiko for en nervegren, som går ud til tommelsiden af hånden. Det kan bevirke føletab på et mindre område.
Yderligere info
Revision
Revideret marts 2011 / Jan Smedegaard Hede Næste revision marts 2013 / Kristian Kristensen
|
|
|