Krumme tæer - hammertæer
Mange mennesker får op i årene problemer med trykømhed og smerter omkring de små tæer på fødderne. Det starter ofte med tryk på oversiden af de krumme tæer. Det kan også være smerter fra tæernes spidser. Tæerne kan også støde sammen og give trykmærker. Desuden ses ofte smerter ved grundleddet eller fortil under fodsålen.
Man har sandsynligvis fået en eller flere ”hammertæer”. Udtrykket ”hammertå” dækker over flere forskellige fejlstillinger.
Årsag
Der er mange årsager til, at man udvikler hammertæer. Det kommer ofte med alderen, som led i nedfald af forfoden. Op mod 20 % af os får problemer ad åre. Kvinder får det fire til fem gange hyppigere end mænd. Om sko er en medvirkende årsag ved vi ikke med sikkerhed. Forskellige sygdomme som leddegigt, sukkersyge og forskellige nervesygdomme kan være medvirkende årsager. Sammen med problemerne på de små tæer findes der ofte ”skæv storetå” og ”forfodsnedfald”.
Det grundlæggende i udviklingen er, at der kommer et misforhold mellem de muskler og sener, som skal styre tæerne. Derved kommer der uorden i balancen omkring først et led og derefter omkring de øvrige led. Når det har stået på i nogen tid, skrumper ledbåndene og kapslerne omkring leddene, og så har vi problemerne.
Forundersøgelse

Inden beslutningen om en eventuel korrektion af krumme tæer, skal du til en forundersøgelse hos en af vores speciallæger. Hvis du ønsker en tid til dette, kan du kontakte vores sekretariat, som også står til rådighed for yderligere spørgsmål, eller hvis du ønsker skriftlig informationsmateriale tilsendt. Vi vil anbefale dig at læse denne information grundigt forud for en forundersøgelse. Notér gerne spørgsmål, så du husker at stille dem ved konsultationen, hvor informationen bliver uddybet, og der er mulighed for at se ”før- og efterbilleder”. Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til denne forundersøgelse.
Operationen
Operation er oftest den bedste behandling for disse skader, men har man dårlig blodforsyning på fødderne, eller er man ikke meget for operation, kan man forsøge med bandager, indlæg og tilpasning af sko.



Som det er illustreret ved ovenstående billeder, kan en hammertå være mange ting. Derfor skal tæerne opereres på forskellig vis afhængig af forholdene.
I de fleste tilfælde fjerner man det led, som står bøjet og giver tryk. Leddet rettes ud og holdes evt. på plads med en ståltråd i fire uger og tåen er herpå stiv. Ofte suppleres med forlængelse af strækkesenerne eller overskæring af bøjesenerne til tæerne.
Hvis leddene stadig er bevægelige, kan problemet ofte klares ved at flytte den lange bøjesene således, at fejlstillingerne rettes ud. Operationerne kan klares som et ambulant indgreb i en lokalbedøvelse. Med en kanyle indsprøjtes bedøvelsesvæske omkring ankelleddet og tæerne.
Når du skal hjem
Efter operationen anvendes rummelige sko eller en operationsstøvle eller hælsko. Om nødvendigt anvender man krykkestokke, men man må gerne støtte på foden.
De første dage
Man skal ligge meget ned de første dage med benet opad for at reducere smerterne. Du får smertestillende medicin med hjem fra hospitalet til de første dage.
Ugerne efter operationen
Er der indsat metaltråde fjernes de også efter ca. fire til seks uger.

Smerterne aftager gradvist og normalt vil man kunne gå nogenlunde normalt efter seks til otte uger.
Kontrol og vurdering af resultatet
Det endelige resultat viser sig først efter ca. tre måneder. Almindeligvis er der stor tilfredshed med operationsresultatet. Da det imidlertid ofte drejer sig om mange forskellige forandringer på hele foden, vil der selv ved et vellykket resultat ofte være andre blivende gener fra foden.
Ricisi og komplikationer
Der er få komplikationer til operationerne, men ved dårlig kredsløb kan der ses betændelse.
Yderligere info
Revision
Revideret april 2010 /JH Næste revision april 2010 /JH
|
|
|