Nerveløsning (lysis nervus ulnaris)
Symptomerne på nervepåvirkning er oftest meget karakteristiske med periodevis snurrende smerter ud i lillefinger og ringfinger. Ofte meget generende om natten, hvor det kan hjælpe at lade hånden hænge udenfor sengen. Nerven påvirkes, hvor den passerer fra overarmen ned mod underarmen. Lige ud for albueleddet ligger nerven i en ”tunnel”, hvor der på den ene side er albueknogle og på den anden et tykt og fast bindevævsstrøg.
Af forskellige årsager kan der komme irritation i området, således at pladsen bliver for trangt i tunnelen. Da nerver er meget sarte, bliver det dem, som først giver symptomer.
På en eller anden måde har hormonelle forhold også indflydelse. Derfor er symptomerne hyppigst hos kvinder.
Ved undersøgelse af armen kan man ofte fremkalde de snurrende smerter ved at banke over nerven.
Er der den mindste tvivl om diagnosen, skal der laves en undersøgelse, som hedder ”en nervelednings hastighedsbestemmelse”. Ved denne undersøgelse stimuleres nerven med svage strømimpulser. Herved kan man nøjagtig aflæse, hvor nerven er påvirket.
Forundersøgelse
Inden beslutningen om en eventuel operation for nerveløsning i albuen, skal du til en forundersøgelse hos en af vores speciallæger. Hvis du ønsker en tid til dette, kan du kontakte vores sekretariat, som også står til rådighed for yderligere spørgsmål, eller hvis du ønsker skriftlig informationsmateriale tilsendt. Vi vil anbefale dig at læse denne information grundigt forud for en forundersøgelse. Notér gerne spørgsmål, så du husker at stille dem ved konsultationen, hvor informationen bliver uddybet. Det kan være en god ide at tage en ven eller et familiemedlem med til denne forundersøgelse.
Forventninger og muligheder
Formålet med operationen er selvfølgelig at få de snurrende smerter til at forsvinde. Det opnås også i de fleste tilfælde.
Har symptomerne været til stede i flere år, kan der være sket forandringer i nerven, således at nervens funktion ikke kan normaliseres igen.
Jo længere tid man har haft symptomer, og jo sværere det har været, des længere kan det tage, før forholdene bliver helt normale. Der kan komme bedring i op til et år efter operationen.
Man skal altid være opmærksom på, om man kan finde årsagen til problemet. Man kan muligvis ændre noget omkring ens arbejde: hjælpemidler, arbejdsstilling, jobskift etc..
Man finder også eksempler på, at symptomerne svinder uden behandling. Derfor bør man i starten være lidt tålmodig, inden man skrider til operation.
Operationen
Hvis symptomerne har stået på i over tre måneder, er det på tide at foretage operation. Operationens formål er at skaffe mere plads til nerven, således at den ikke udsættes for tryk. Det sker ved at spalte det tværgående bindevævsstrøg, som ligger henover nerven.
Operationen vil foregå i enten fuld anæstesi eller lokal bedøvelse. Hvis operationen foretages i lokalanæstesi vil man med en sprøjte lægge lokalbedøvende væske ind under huden og ned omkring nerven. Dette tager smerterne, men man kan dog under operationen mærke ”at der sker noget”.
Operationen varer gerne 20-30 minutter.
De første dage
Efter operationen lægges en lille forbinding over såret for at beskytte det. Man skal straks lave rolige bevægelser af armen, og man må stille og roligt bruge armen til småting.
Stingene fjernes efter 12-14 dage, og såret vil derpå være helet efter yderligere en uge.
Ugerne efter operationen
Sårømhed må forventes i de første tre måneder.
Ved lettere arbejde, kontor og lignende, skal man regne med tre til fire ugers sygemelding. Ved tungt manuelt arbejde ofte seks til otte ugers sygemelding. Du vil få en tid til fjernelse af trådene ca. to uger efter operationen
Ricisi og komplikationer
Der er sjældent komplikationer ved operationen.
Betændelse kan ikke helt udelukkes, men sker det, giver det ikke de store problemer.
Nogle små nervegrene kan beskadiges. Det kan bevirke føletab på et mindre område.
Arret efter operationen vil ofte være ømt i nogle måneder. Men det bliver efterhånden mindre.
Yderligere info
Revision
Revideret april 2010 /JH Næste revision april 2011 /JH
|
|
|