Operation for diskusprolaps i lænd (discusprolaps)

Revideret juni 2010 /Anne Lund Rasmussen
Næste revision juni 2011 /Anne Lund Rasmussen

LÆNDERYGGENS ANATOMI
Ryggen er opbygget ryghvirvler (knogler), bruskskiver (diskus) og ledforbindelser, rygmarv med nerveforbindelser samt muskler, sener og ledbånd.
Ryggen består af i alt 24 ryghvirvler, hvoraf de nederste 5 ryghvirvler, bækkenpartiet og kors-ben/haleben tilsammen udgør lænderyggen.
Ved fødslen er lænderyggen omtrent helt lige. Først når barnet begynder at løfte hovedet, dannes nakkesvajet, og omkring 7-års alderen begynder udviklingen af lænderyggens svaj. Dette svaj giver ryggen den nødvendige bæreevne og muskelbalance, således at den bliver ”selvbærende”. Lænderyggens svaj varierer fra menneske til menneske, og udviklingen beror på både arvelige forhold, køn og på, hvordan vi bruger vores krop.
Gennem barn- og ungdommen udvikles kroppens knogler ved, at bruskvævet forbenes og dermed bliver til hårdt knoglevæv. Først omkring 21-års alderen er denne proces afsluttet. Det er netop i denne periode, at kropsholdning og rygfunktion grundlægges, og det er derfor vigtigt at bruge ryggen fornuftigt og dyrke regelmæssig motion. Senere i livet er det stort set umuligt at ændre en uhensigtsmæssig kropsholdning.
Forrest har hver af de fem lændehvirvler et klodsformet fundament bestående af knoglemasse. Dette fundament har den vigtigste bærende funktion i ryggen.
I midten af hele rygsøjlen er der en kanal, der beskytter rygmarven. Rygmarven indeholder et kabel af nervebaner med forbindelse fra hjernen til det meste af kroppen og kaldes derfor også for ”hjernens forlængelse”.
Bagtil består ryghvirvlen af et facetled, en tværtap på hver side og bagest en torntap.
Mellem ryghvirvlerne findes bruskskiverne, de såkaldte disci. Midt i den enkelte diskus findes en blød kerne, der udligner trykændringer i ryggen. Hvis man f.eks. bøjer forover, vil kernen flytte sig bagud for at aflaste de forreste fibre. Kernen er omringet af elastiske fiberringe.
En af de vigtigste nerveforbindelser, som udgår fra den nederste del af rygsøjlen, er ischias¬nerverne. De fortsætter ned gennem benene helt til fødderne. Ved diskusprolaps er det hyppigst ischiasnerverne, der bliver klemt.
Korsbenet findes i forlængelse af rygsøjlen og består af fem sammenvoksede ryghvirvler. Kors¬benet forbinder bækkenknoglerne til hinanden og til rygsøjlen.
Rygmusklerne er hægtet på en række hvirveltappe. Musklernes størrelse og form varierer alt efter deres funktion. Rygstrækkerne er betegnelsen for de største sammenhængende muskler, som går fra den øverste del af nakken til korsbenet. Rygstrækkerne udgør en vigtig struktur og holder så at sige ryggen sammen, men for det kan lade sig gøre har musklerne i mave, lår, balder og på forsiden af rygsøjlen også en stor betydning for ryggens funktion.
Ryggens skelet er en levende del af kroppen, som både kan styrkes og svækkes. Derfor er motion og træning vigtig for at bevare ryggens funktion. Har ryggen en svaghed, er det særdeles vigtigt at træne. Det gælder bl.a. ved slidgigt, diskusprolaps og medfødte skavanker.
LÆNDERYGGENS FUNKTION
Ryggen har mange og vigtige funktioner. Den skal både være stabil og smidig på samme tid. Den forreste del af rygsøjlen sørger for at bære kroppen, mens den bageste del sørger for at styre ryggens bevægelser. Ryggen skal altså både bære overkroppen, beskytte rygmarv og nerver, ab¬sorbere stød, når vi går og løber og endelig være kroppens ”bevægecentrum”. Desuden deltager ryghvirvlerne som resten af kroppens knogler i produktionen af røde og hvide blodlegemer.
De to nederste lændehvirvler bærer størstedelen af kroppens vægt og er dermed udsat for den største belastning. Da de mellemste og nederste lændehvirvler samtidig har den største bevæge¬lighed, er der netop her en forøget risiko for slidforandringer og diskusprolaps.
Ryggen består af mange enkelte dele, der skal fungere i et samspil. Smerter kan derfor udgå fra mange steder i ryggen og på mange måder.
DISKUSPROLAPS
Bruskskiverne (diskus) der ligger mellem alle ryghvirvlerne fungerer som støddæmpere. De inde¬holder ikke blodårer og kan kun suge næring til sig under bevægelse. Bruskskiverne svækkes hvis ernæringen svigter, og der vil ligeledes altid ske en vis slidforandring af diskus i takt med at man bliver ældre.
Ved at dyrke rygtræning og i øvrigt holde sig i gang med motion vil man nedsætte risikoen for at få en diskusprolaps. Dels forøges ernæringen af bruskskiven gennem de bevægelser og trykændringer, der sker i ryggen i forbindelse med motion, dels kan et veltrænet korset af muskler, sener og ledbånd forebygge yderligere nedslidning af diskus.
Når bruskskiven ernæres dårligt, bliver den mere stiv og mister efterhånden de stødabsorberende egenskaber. Ud over smerter i ryggen, kan en nedslidt diskus bule ud, briste og derved presses lidt af kernen i diskus ud og trykker på rygmarven eller mod enkelte nerverødder, hvorefter smerter breder sig langs nervebanen ned i benet. Dette kaldes en diskusprolaps!
Midaldrende (40-50-årige) har størst risiko for at udvikle en diskusprolaps, da ryggen belastes som hidtil, samtidig med den aldersbetingede slitage af diskus begynder.