Slidgigt mellem kraveben og skulderblad
På toppen af skulderen sidder kravebensleddet, som er et lille led, der forbinder kravebenet med skulderhøjden på skulderbladet.
Slidgigt i kravebensleddet kan opstå efter mangeårig slitage eller som følge af ledskred i leddet. Ledskred opstår oftest efter fald direkte ned på skulderen.
Symptomer
Slidgigt i kravebensleddet kan give smerter lokalt i skulderen, men også smerter, der kan stråle ned i overarmen til albuen eller i nogle tilfælde stråle op i nakken. Der kan opstå periodevis sovende fornemmelse i fingrene.
Smerterne er typisk belastningsrelaterede, især ved brug af armen over skulderhøjde og frem foran kroppen.
Smerterne skyldes, at der har udviklet sig en gigttilstand i leddet, hvor den glatte ledbrusk er erstattet af slidt brusk med ujævne ru ledflader. De små bevægelser der sker i leddet, når man bevæger skulderen, vil derfor fremkalde smerter. Endvidere vil der ofte komme hævelse og væskeansamling i leddet, hvilket også kan være smertefuldt.
Forventninger og muligheder
Op imod 80 procent af patienterne oplever en betydelig bedring efter operation.
Såfremt skuldersmerterne er opstået af et tungt monotont arbejde, vil vi under alle omstændigheder anbefale, at man ændrer på arbejdssituationen og evt. skifter job, ellers vender symptomerne sandsynligvis tilbage.
Undersøgelse
Diagnosen stilles ud fra resultatet af lægens undersøgelse og røntgenundersøgelsen. I nogle tilfælde kan en ultralydsundersøgelse og anlæggelse af bedøvelse i leddet været en god hjælp til at stille diagnosen. MR-skanning kan udføres i tvivlstilfælde.
Behandlingen
Behandlingsmetoden afhænger af graden af symptomer. I lette tilfælde kan behandling med gigtmedicin eller anden smertestillende medicin være tilstrækkelig.
Blokadebehandling med binyrebarkhormon kan hjælpe i en periode, men ofte virker en blokade kun forbigående, og smerterne vil komme igen.
I tilfælde med væsentlige smerter, der hæmmer de daglige funktioner, anbefaler vi operation, som udføres ambulant i fuld bedøvelse.
Ved en kikkertundersøgelse efterses hele skulderleddet for at sikre, at der ikke er noget der, som kan være årsag til smerterne. Den yderste ca. 1 cm af kravebenet fjernes herefter ved operation, enten med en lille fræser ved kikkertteknik eller ved åben operation gennem en lille åbning i huden.. I mere end 80% af tilfældene kan smerterne fjernes eller reduceres væsentligt, og bevægeligheden bliver oftest normal.
I en del tilfælde, især hos ældre, vil der samtidig være slidforandringer i senen, der ligger lige neden under det nævnte led. Der kan være så meget slitage, at senen er gået i stykker. Derved kan det blive nødvendigt at lave en noget større operation, hvor der laves bedre plads til senen. Hvis senen er gået helt i stykker, vil den blive syet sammen, hvis det er teknisk muligt.
Slidforandringerne i senen vil dog ofte kunne konstateres ved forundersøgelsen. Du bør imidlertid altid være forberedt på, at det kan blive nødvendigt at lave en større operation.
Smerter
Under operationen lægges lokalbedøvelse i operationssåret for at mindske smerterne.. Der er dog altid behov for smertestillende medicin de første dage efter operationen, og du vil få udleveret medicin af opvågningspersonalet. Har du senere behov for andet end håndkøbsmedicin, må du kontakte din egen læge.
De første dage kan det lindre med is- / kuldebehandling - se dette link.
Efterbehandling
Du må efter operationen bevæge skulderen så meget som smerterne tillader. Efter operationen vil du blive instrueret i øvelser, som skal forebygge at skulderen bliver stiv. Det anbefales at tage smertestillende medicin, så du kan træne skulderen og få så god bevægelighed som muligt. De første dage kan en armslynge være nødvendig på grund af smerter.
Stingene skal fjernes efter 10 -12 dage, enten her på hospitalet eller hos egen læge.
I de fleste tilfælde fortager de værste smerter sig i løbet af den første uge efter operationen, men det er individuelt. Der skal udvises tålmodighed, og ofte forsvinder smerterne først helt 2-3 måneder, men symptomerne kan bedres helt op til et år efter operationen.
Sygemelding
Sygemeldingens længde er helt afhængig af dit arbejde. Det anbefales, at alle er sygemeldt i 2-3 uger. Derefter kan lettere kontorarbejde og lignende påbegyndes. Arbejde, hvor man hele dagen sidder ved en computer, kan dog godt være belastende for skulderen, så sygemeldingsperioden måske skal forlænges. Tungt håndværksarbejde med mange belastninger for skulderleddet kan tidligst genoptages efter 3 måneder.
Gør en given aktivitet eller belastning ikke ondt i skulderen, forvolder den heller ingen skade.
Løbeture anbefales tidligst 6-8 uger efter operationen og kastesport efter 3 måneders forløb.
Ricisi og komplikationer
Der er en meget lille risiko for infektion i såret (under 0,5 %). Kontakt læge, hvis der kommer rødme, hævelse omkring skulderleddet og samtidig feber.
I sjældne tilfælde kan der udvikles stivhed og betydelige smerter i skulderleddet efter operationen (skyldes udvikling af en frossen skulder).
Yderligere info
Revision
Revideret april 2010 /JH Næste revision april 2011 /JH
|
|
|